inspiraton

Er performancekultur med til at dræbe arbejdsglæde?

august 2, 2018 af Bente Graae

Det er nødvendigt konstant at gøre tingene bedre, hurtigere og mere effektivt for, at vores virksomheder er sikrede til at overleve i fremtiden. Det stiller store krav til os som ledere og medfører naturligt et større fokus på performance. Men hvordan påvirker dette fokus vore medarbejderes arbejdsglæde? Mange ansatte giver udtryk for, at de mangler tid og føler sig drænede for energi. Sygefraværet er en udfordring, og flere rammes af stress.
Genkender du nogle af disse symptomer, er presset blevet for stort.

Forestil dig, du har en håndfuld sand: Jo mere, du presser hånden sammen, des mindre og mindre sand vil du til sidst have i hånden. Sandet kan du se som arbejdsglæden, og hånden er performancekulturen, der presser arbejdsglæden ud.

Energi, arbejdsglæde og lyst kan skabes eller genskabes ved istedet at fokusere på potentiale.

———————————————

Ovenfor ser du et billede af to glas – begge fyldt med sten, grus og sand.
Tænk på de to glas som dine medarbejderes potentiale:

De store sten er medarbejdernes kernekompetencer. Kernekompetencer skal bringes i spil for, at vi hver især trives, og føler vi kan gøre en forskel. Som leder skal du være nysgerrig på, hvad dine medarbejdere er gode til. Udnyt deres kompetencer. Man er klart mere effektiv, når man arbejder indenfor områder, man mestrer.

Gruset er de daglige opgaver, der skal løses. Som leder kan du analysere, hvad dine medarbejdere bruger deres tid på, og spørge til, hvad der kunne lette deres hverdag? Der frigives en masse tid og ressourcer ved at luge ud i de arbejdsopgaver, en medarbejder ikke bør fokusere på. Hermed bliver der mest mulig tid til kerneopgaverne.

Sandet er udfordringer, der kan udvikle dine medarbejdere. Udfordringerne er opgaver, der kræver ny viden eller uddannelse. Alle mennesker vil gerne udvikle sig, men de skal samtidig kunne kapere det. De stillede udfordringer må derfor ikke fylde hele hverdagen op, og de bør doseres i passende mængder.

I begge glas foroven er der præcis den samme mængde sten, grus og sand.

I glasset til venstre er udfordringerne/sandet hældt i som det første, dernæst de daglige opgaver/gruset og til sidst kernekompetencerne/stenene. Som det ses, er der dårligt plads til de kernekompetencer, der ligger til grund for medarbejdernes basale trivsel.

I glasset til højre er rækkefølgen for påfyldningen omvendt, og man ser, hvordan glasset rummer væsentligt mere. Der er blevet rum til de udfordringer, der på sigt skal flytte virksomheden, uden, at de kernekompetencer, som sikrer sammenhængskraft, skal vige deres plads.
På denne måde vil der blive skabt mere arbejdsglæde, energi og overskud hos vores medarbejdere.

Så prøv en stund at slippe fokus på performance og giv dine medarbejderes kernekompetencer, opgaver og udfordringer opmærksomhed. De vil opleve en oprigtig interesse i dem som medarbejdere, og mon ikke I også mærker en forskel i jeres virksomhed?